På land i Finike


19. – 25. februar


I år starter vi på mere end én måde på land, La Bassine står på land i Finike, og vi starter i Istanbul, hvortil Finike Marina har arrangeret en fire dags tur, og vi støder til fra Barcelona, idet vi har været i Latour siden januar. Det er vældig hyggeligt at møde sejlervennerne fra havnen, være på bådudstilling og sightseeing i fire dage med Zija som vores guide igen.


Den blå moske i Istanbul


21. – 22. Marts


Afrejse fra  Kastrup med ankomst til Finike Marina kl 0330 efter en taxatur, som vi godt kunne have ønsket os hurtigere og mere sikkert. Vi kom da helskindet frem, dog manglende et stk. baggage med bl.a. det nye toilet, så vi var noget spændte på, om det kom frem eller var taget i tolden.

”Tyrkisk bagage”


23. – 26. marts


Der blev dog ikke tid til megen bekymring, allerede dagen efter vor ankomst fik vi at vide at ”kufferten” var kommet til Antalya og ville være fremme i løbet af 2-3 dage.

Vi skulle også gøre klar til arbejdet på båden inden vi mandag den 24. skulle med på en tre- dags tur til Pamukkale, ”bomulds bakkerne” og nogle meget fine ruiner.

Igen var det fantastisk hyggeligt, at være på tur med vennerne fra havnen og gengangerne fra de to tidligere ture til Kappadokien og Istanbul.  Hver gang lærer man nye mennesker at kende bedre, når man er så tæt på hinanden i flere dage.


27. marts til 17. april


Denne periode stod i arbejdets tegn, bunden skulle primes to gange med epoxi, en gang primer før bundmaling og to gange bundmaling. Det var nu noget lettere dengang bådene var under 10 meter, og der skulle også noget mindre maling til.  Og vi havde endda haft havnen til at ”sandblæse” bunden og smøre de to første gange primer på.


Ind i mellem har der været en del hyggestunder med de andre sejlere i havnen. Så som vore barbeques om søndagen,

Frank der slapper af med et lille glas
Jette og Ole der er gået lidt i læ for vinden
Drinks hos Jette og Ole


Lis der danser på kajen
Frank og Agatha holder en pause


Mandag blev så dagen, hvor vi igen fik vand under kølen, en dejlig fornemmelse og noget lettere end at leve på 1. sal. Nå, men så havde vi jo lige et pat dage til at gøre båden klar til Lykke og Co. ankom torsdag aften. Det lykkedes, og vi fik endda tid til indkøb i Antalya. Vi skulle jo have lidt ”gris” med tilbage til Finike. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det skulle ikke blive til en vane, gris var ligeså dyrt som guld, og så kunne vi godt leve uden.


Nå men tiden nærmede sig 2330 og ankomst af Lykke og ungerne. Da de endelig kom ud, var det som om, det var alt for meget. Noah græd og Anna var helt stille og trykket, nå det varede ikke længe før både Noah og Anna var sig selv igen, og munden stod ikke stille på dem, der var jo så meget at fortælle.

Da der nærmest er to timers kørsel til Finike og det var sort nat gik der ikke lang tid før der blev stille i bilen. Da vi ankom til havnen blev børnene stille og rolig båret til deres køjer og de voksne sad lige et øjeblik, inden vi også fandt en madras vi kunne få på ryggen.


18. april


Agatha  havde været så forudseende at sætte covers på dækslugerne  så der var mørkt i forkahytten. Med det resultat at børnene først vågnede kl. cirka 0930 – langt oppe af formiddagen - hvilket specielt for Anna er ret uhørt. Skønt var det at se, hvordan hun stod der og sugede alle de nye indtryk til sig, som en ny verden åbnede sig for hende, og der gik jo ikke længe før alt skulle udforskes, medens Noah straks gik hjemmevant rundt på både dæk og i kahyt.

Vi havde tænkt at den første dag nok skulle være  lidt stille, for at alle kunne vænne sig til de nye forhold, og det gik fint med tur på stranden og lidt i byen.


Afslapning i kahytten


19. april


Markedsdag, da vejret ikke var super sejlvejr, og vi syntes at markedet var en god ting at besøge, gjorde vi det. Med succes, Noah gik hjem med fem sæt fodboldtøj, og Anne med en lille helikopter og nogle hårspænder, medens vi fik fyldt frugt- og grøntlagrene op.

Vi fik også smagt pandekagerne med spinat og ost, som blev lavet medens vi stod også på.

Der er så meget at se pkøbe


20. til  25. april


Søndag var dagen hvor vi endelig fik det sidste af vor bestilte ”software” til båden. Altså ny bimini, cover til gummibåden, solafskærmning til siderne af cockpittet, nye sidehynder og tasker til tovværk på søgelænderet, ja ganske meget, men admiralen er godt tilfreds, på trods af omkostningen. Da det stadig blæste en del blev afsejling udskudt til mandag. Og mandag var måske ikke så meget bedre, men nu skulle det være, og vi kom godt ud havnen og vinden var som sædvanlig i mod, det viste sig at prognoserne var lidt for ”voldsomme”


Anne blev lagt i klapvognen og hun tog et par timer uden at lidt bølger generede hende. Da hun vågnede igen, var vi så småt på vej ind til Kekova, hvor vi skulle ligge for svaj for natten.

Kekova er en lukket indsø, beskyttet kompasset rundt, med en lille havn med masser af tur- både til at bringe turister rundt til diverse seværdigheder.

Vi nøjedes med at bade og tage en tur i gummibåden.

Tirsdag gik turen til Kas, en fin tyrkisk noget turistet by, men meget hyggelig alligevel. Det var dog lidt svært for de små hele tiden at blive nusset i håret og snakket med på et sprog de ikke forstår.

Igen blev der badet, denne gang i havnen, ja det lyder ikke så lækkert, men vandet er krystal klart hvilket blandt andet skyldes, at der løber mineralvandskilder ud i havnen, og vandet er derfor også lidt koldere end andre steder.

Noah maler vandmaleri


Onsdag luskede vi stille og roligt ud af havnen for så snart vi ikke mere kunne ses fra havnen, drejede til styrbord for at sejle mod den græske ø Castellarizo. Hvor vi kastede anker i en lille bugt lidt til venstre for havnen, og da vandet stadig var lækkert måtte der straks bades.



Om aftenen tog vi gummibåden ind til haven for lidt sightseeing og mad på en lille restaurant. Det var tidligt på året og der var derfor kun ganske få mennesker, men hyggeligt var det.


Middag på Castellarizo


Torsdag skulle turen gå tilbage til Kekova, men først skulle vi igen en lille tur ind til byen/havnen for is og café-fredo, og byen er typisk græsk og hyggelig.

Tilbage i Kekova, roligt vand, lidt grønt, men et dejligt sted, og badetøjet kom atter i brug.

Fredag skulle turen gå tilbage til Finike, der skulle igen bades og gummibåden skulle i brug, og det blev en fantastisk tur for Lykke og børnene. I den nordlige ende af indsøen lykkedes det dem at se skildpadder, selv Anna så den og kunne fortælle om oplevelsen, da de kom tilbage.

Så på grund af formiddagens aktiviteter kom vi først af sted ved et-tiden, hvor vinden havde taget noget til. Denne gang dog fra en agten for tværs retning, og ja vi kyssede 15 meter, men det gik fint og Anna tog igen et par timer uden at bemærke noget.

På grund af den ret kraftige vind, havde jeg været lidt usikker med tillægning i havnen, men det viste sig, at da vi rundede den sidste pynt ind mod Finike forsvandt vinden totalt, og i havnen stod man helt uforståelige for, da vi talte om 30 knobs vind.

Om aftenen hyggede vi om bord og der blev hentet pide (tyrkisk pizza) og fritter til de helt unge.  Da de var lagt, stod den på pakning af kufferter, da afgang fra havnen var 0545, så alt hvad der kunne klares om aftenen skulle gøres.

På skildpaddesafari i Kekova


26. april


Det lykkedes, og vi var i lufthavnen til tiden, hvor vi så skulle tage afsked nærmest inden de gik ind. Da de så var kommet gennem den første sikkerhedskontrol, hvor der var mange hjælpsomme hænder, fandt man pludselig ud af at vi godt måtte gå med ind i afgangshallen, og det var jo rigtig fint, og rart for Lykke med et par ekstra hænder til bagagen etc.

Vi fik også tid til en kop kaffe inden der var udkald til maskinen, og vi måtte sige endeligt farvel for denne gang.

Altid lidt kedeligt, og man står noget ensomt tilbage.


På turen tilbage mod Finike tog vi en lille afstikker til Chimanei, et sted hvor der siver gasser op gennem klipperne, med det resultat at der brænder ”evige” flammer. Ret interessant, men det ville nok have været bedre at se det om aftenen, men det ville så også være med risiko for et brækket ben på vejen ned med det stenede underlagt vi gik på.

Evige flammer


27. april


Søndag og dermed BBQ dag sådan har det været siden vi kom i november, og da denne skulle være den sidste for os, var det jo vigtigt at vi deltog, og fik sagt pænt farvel til alle dem vi havde delt vinteren med. Det er lidt mærkeligt, for vi ved jo aldrig om vi ser dem igen, men sådan er sejlerlivet jo. På trods af at det var den sidste, var det meget hyggeligt alligevel.


  1. 28.april


Der var lige et par småting, der skulle klares inden vi fik den lejede bil, hvori vi skulle hente I&I kl. 2130 i Antalya lufthavn. Efter at vi havde ordnet et par indkøb, osede vi lidt rundt i Migros shopping center. Vi var for 3. gang inde i en bestemt forretning for at høre om Jette og Agatha´s puder var kommet, og som alle de andre gange var det negativt. Utroligt hver gang har de lovet, at i næste uge kommer de.

Da det ikke er ret tit vi har fået tyrkisk mad som var værd at skrive hjem om, tænke vi at prøve noget andet, og da der var en restaurant i underetagen af centret, kunne vi jo lige så godt prøve den, og for en gang skyld blev vi ikke skuffede.

Vi blev hængende på restauranten til det kunne passe med at køre i lufthavnen, og alt var fint vi kunne se at flyet var landet, men ingen I&I kom ud. Pludselig så vi dem gå forbi udgangsdøren, og straks ringede vi op, trods den dyre tyrkiske takst, og så kom den kendte meddelelse, vi mangler en kuffert.

Så efter endnu en times venten kom de endelig ud og vi kunne få et velkomst kram, for derefter at komme over til bilen og få kurs mod La Bassine.  

Som altid når vi mødes skal vi lige sidde og ”falde lidt ned”, det gjorde vi så over en smule mad – herlig mad fra slagter Bagger, som I&I havde medbragt -  og et par glas vin. Det blev ud på de små timer inden vi fik den berømte madras på ryggen.


29. april


Egentlig skulle vi have været af sted, men vi valgte at blive primært for at se, om man var så heldig, at den manglende kuffert skulle dukke op. Derudover fik I&I jo også en chance for at  se Finike og foretage nogle indkøb. Der blev købt T-shirts og sko og der var glæde i de små butikker, for nu solgte de da noget i dag. Om aftenen prøvede en middag på ”Tolveren”, det sted vi har spist flest gange, cirka 35 kr. for to retter, det er jo lige til at klare.


30. april


Klar til afgang,

Vi skulle lige sige farvel til Ziya og på havnekontoret, og så kunne vi jo lige så godt spørge efter den manglende kuffert. Den var ikke på kontoret, men der var afleveret noget ved vagten på havnen, og sandelig om det ikke var den, så det var værd at vente på.

Afsted mod  Kekova Road, hvor vi denne gang lagde os i det nordlige hjørne, hvor børnene havde set skildpadder, og vi så da også et par hoveder, men de udførte ikke ligefrem et show for os.

Farvel til Finike og Ziya


1. maj


Efter morgenmaden flyttede vi lidt tættere på den lille by for at tage gummibåden ind, og se os lidt omkring. Der var ikke meget ud over en meget fin udsigt fra en plads lige bag byen, det var tydeligt, at det var et sted man kom til for at tage med en turbåd rund til forskellige bugte og gamle ruiner. Men der havde vi jo ligesom været forbi, så vi tog blot vor egen båd videre mod Kas, det vil sige vi droppede Kas og gik i stedet til Kastellarizo hvor vi denne gang lagde os for anker i selve havnen, det var rigtig godt.

Vi var inde på land et par gange og havde det rigtig hyggeligt.


Udsigt over Kekova bugten
Havnen i Kekova


2. maj


Vi fik lige knibset de sidste billeder af Kastellarizo i det rigtige lys på vej ud af havnen mod Kalkan. Igen tilbage til Tyrkiet, det blev igen et ben for motor, og da vi kom til Kalkan var der så at sige ingen vind, så tillægning med anker i havnen blev ikke noget problem, og kort efter kom havnefogeden og bad om 35 lire - cirka kr. 100. Det er stadig til at leve med.

Vi var en tur i byen, og havde fundet et sted at spise aftensmad, nogen havde udset sig lammekoteletter, og de var rigtig gode, blev der sagt.

Der blev også handlet lidt, der var efterhånden gået lidt sport i at prutte om priserne, og noget blev der da sparet i forhold til den først nævnte pris.


Middag i Kalgan


3. maj


Igen ikke meget luft i havnen, men udenfor bugten kunne vi se at der stod noget, så vi håbede at det skulle lykkes at vind i sejlene. Det fik vi da også et par timer inden vinden løjede lidt og samtidig gik over til platlæns. Det gad vi heller ikke rigtig, og den gamle Volvo blev igen sat til at trække det store læs.

Dagens mål var Fetheyi, hvor vi droppede krogen lidt udenfor marinaen og tog gummibåden ind for at se os lidt omkring. Bl.a. i den permanente bazar, og en blev barberet og fik klippet skægget for godt 30 kr.

Og middagen var igen om bord på La Bassine.


Gåtur i Fetheyi


4. maj


Dagens mål var Kabi Creek en lille beskyttet bugt på en af halvøerne lige udenfor Göcek, med klart vand og en gratis bro med mooring-lines. Altså hvis du vel og mærke indtager dit aftenmåltid på havnens restaurant, og det er ikke discount priser i forhold til det vi hvad er vant til. Nå, men man kan jo trække ”havnepengene” fra så går det vel.

Det blev faktisk en tur med god vind, endda temmelig god vind, desværre var den lige imod og med dobbelt styrke i forhold til vejrudsigten, men vi kom frem omend med salt på ruder og søgelænder.

Vi gik en tur på øen og kunne se, at efter vi var gået i læ, havde vinden lagt sig betydeligt, men sådan er det jo normalt.


Kabi Creek


5. maj


Regnvejr - ja det er vi jo ikke lige vant til. Det havde truet et par dage, og var ikke rigtig blevet til noget, men i dag kom det. Heldigvis var dagens mål Göcek cirka 3 nm, så vi ventede til efter frokost, inden vi slap vor mooring-line og sejlede mod Göcek, hvor vi fik en plads i den kommunale havn for cirka 200 kr. incl. vand og strøm.

Vi havde ikke været ret længe i havnen før en person kom og spurgte om vi skulle have transport til Dalaman lufthavn, og det skulle I&I jo desværre, så prisen blev aftalt, med afhentning ved broen kl. 0545.

Den obligatoriske tur i byen afslørede et hav af bådeudstyrs-forretninger, hvor halvdelen af besætningen kunne bruge masser af tid på ,medens den anden halvdel godt kunne tænke sig noget andet. Vi aftalte at mødes en time senere og så gå videre derfra.

Det fungerede fint, pigerne havde fundet et sted at spise om aftenen, COCO-BEACH. Det var fint, at man så samtidig kaldte det italiensk var jo kun morsomt. Stilen var nu italiensk og man havde da også pizza italien style, og ikke de tyrkiske pide. Vi fik dagens menu en lokal ret, som faktisk var rigtig god. Nok noget af det bedste tyrkiske mad vi har fået. Så det var et godt sted pigerne havde fundet.



6. maj


Ja dagen startede jo tidligt, og klokken var ikke meget over halv seks, da det bankede på dækket, og taxa-manden stod og ventede på kufferterne. Så efter et hurtigt farvel var vi igen alene, med det tomrum og den stilhed, som altid melder sig når nogen igen tager hjem.

Vi blev i havnen til næste dag, så skete der da lidt omkring os.


7. - 9. maj


Vi var ved at være klar til afgang, da vi pludselig så at Agneta og Runo kom sejlende ind på den anden side af broen. Dem måtte vi lige vente på og sige hej. De havde også ligget i Kabi Creek, da vi var der. Vi blev inviteret på kaffe og talte sammen en times tid inden, vi tog af sted mod Laundry Bay, en anden bugt et par nm fra Göcek.

Her lå vi tre overnatninger, som de eneste ”permanente” for anker med en line i land til en orange pullard, da det er ulovligt at fortøje til træer.

Vi arbejdede her lidt på at få vore to nyindkøbte solpaneler hængt op på søgelænderet. Sådanne ting tager ofte meget længere tid end man skulle tro, og vi fik da også kun det ene op at hænge, men nu havde vi da systemet, så nu var det blot et spørgsmål om tid.


Laundry Bay med en gullet i baggrunden


Så var det igen tid til optankning af strøm og proviant.  Vi tog derfor turen ind til Göcek, og igen var vi så heldige, at der var en plads til os. Vi fik handlet, tanket vand og også vasket lidt.

Inden vi forlod Göcek sidst, bestilte vi en ny tryktank til ferskvandet og den skulle ankomme torsdag, jeg gav dem en dag ekstra og tanken var stadig ikke kommet, så jeg forsøgte mig frem i andre forretninger, dog uden held,

På vej tilbage til båden kom jeg forbi et værksted, hvor der stod den rustfri tank jeg gerne ville have. Det viste sig dog hurtigt, at den havde den samme tæreskade som vores egen, og en ny kunne ikke skaffes hurtigt.

Enden på problemet blev, at jeg skulle komme med den gamle tank, og så ville værksteds- ejeren klare problemet. Ganske rigtigt efter to timer kunne jeg hente en svejset tank, for den kostelige pris af cirka 60 kr., så den aften blev det til mad på den italienske.


10. - 12. maj


Vi blev en ekstra dag i Göcek og fik installeret den reparerede tank.

Søndag var der så afgang mod Fetheyi, vi skulle dog lige have tømt vores sorte tank, og sejlede til en tankstation i bugten som også havde udsugningsudstyr, men mon det virkede nej heller ikke her, så vi prøvede ved D-Marines værft, og her må man sige at service og udstyr var i top,

Vi måtte igen vanen tro sejle for motor til Fethey, hvor vi ankrede op i bugten uden for marinaen. Det gik fint til kl. cirka 22, hvor vi blev prajet af Coast Guard, som bad os om at flytte, da de mente vi lå på deres sejlrute ud af havnen. Ærgerligt, men der var jo ikke andet at gøre end at finde en anden plads. Vi futtede over i den anden side af bugten, og det var såmænd ganske OK.

Mandag tog vi en morgentur på næsten 10 km, og efter morgenmaden tog vi ind til byen. Vi ville lige checke hvordan det så ud med at få udvidet vor opholdstilladelse. Men der var ikke nogen ændringer, så vi fandt ud af at vi hellere måtte se at komme ud af Tyrkiet. Vi havde dage tilovers til S&K&C skulle komme på ferie hos os, og samme eftermiddag var vi stemplet ud af Tyrkiet og forlod Fetheyi, dog kun for at smutte til Tersane  Bay, hvor vi nød en lokal lammeret til aftensmad.


Göcek


Tersane Bay


13. – 16. maj


Vi forlod Tersane Bay tidligt på dagen og satte kurs mod Rhodos, hvor vi ankom ved 14-tiden og fik en plads i havnen for vort eget anker med liner i land.

Så skulle der igen stemples ind ved havn- og toldmyndigheder, og vi skulle også ud at finde noget internet, men alt blev klaret den samme eftermiddag, så vi kunne e turister de næste par dage.

Torsdag lejede vi en lille dyt, og kørte en tur langs kysten til Lindos, som er en hyggelig og meget fin lille by, overfyldt af turister som os selv, nå men det var nu ganske hyggeligt alligevel.

På vejen tilbage blev Lidl og Carrefour besøgt, så der var en del at bære ombord, da vi igen var tilbage på båden.

Fredag måtte vi flytte plads da charterbådene kom ind for at skifte, nå det gik, vi fangede kun en enkelt ankerkæde, som vi hurtigt slap af med.


Lindos, Rhodos


17. – 25.  maj


Afgang mod Symi, ingen vind så det blev 4 timer for motor til Pedi Bay, et sted hvor vi havde været, men dog kun på land. Havde læst i ”Piloten” at der var dårlig ankerholding, men ingen problemer det holdt i de næste mange dage.

Der blev nu tid for til at få tilsluttet vore ny solpaneler, og det tog et par dage hvor båden lignede noget der var løgn indvendigt, men til sidst var de sidste ledninger trukket og sat på plads og panelerne producerede strøm som forventet.

Det skulle vise sig at de faktisk giver det, vi manglede for nærmest at kunne ligge ude, så længe der er ferskvand. Skønt.


Ja, her er dejlig stille og roligt i Pedi Bay


26. maj


Da vi begyndte at mangle vand, tog vi en tur indtil Symi havn. Vi tankede det hele op og ikke mindst fik vi vasket noget tøj, idet vi havde bestemt os for at tage et par uger til DK.


27. maj


Tilbage til Pedi. Vi var så heldige, at den plads vi helst ville ligge på var ledig, og så var det lige at få fortøjet på en forsvarlig måde, da der endnu ikke var støbt pullrter ned i kajen. Vi håber sandelig det holder, medens vi er væk.

Vi efterlader båden på den halvfærdige havnekaj her i Pedi Bay, da det ikke var muligt at forlade båden, hverken på Rhodos eller i Kos Marina.

Vi har lavet en aftale med en lokal mand, som bor lige overfor båden, at han skulle se efter fortøjningerne, og så håber vi selvfølgelig at vejret arter sig pænt.


Middag på den lokale restaurant i Pedi Bay


28. maj


Så er vi i gang med den sædvanlige nedpakning af La Bassine, alle løse genstande gøres fast og ting som kunne friste svage sjæle stuves ned i kahytten.


Fortøjninger, ikke helt hvad vi er vant til


Men håber på det bedste


29. – 30. maj


Det er ikke helt så let at få fly- og færgetiderne til at passe samen, så vi er nødt til at forlade Symi torsdag morgen for at sejle til Kos, overnatte og så fredag tage Spies til Billund, det tager lidt lang tid, men det må vi jo leve med.


Kos, indgang til en meget fin park


31. maj – 12. juni


Det blev til 14 dejlige dage i DK, med to dages smut til CH, for at ordne vores nye opholdstilladelse for de næste fem år, og igen måtte rejsen forlænges med et døgn pga forbindelsen til Symi.


13. juni


Endelig tilbage på La Bassine, hun lå der lige så fint, som da vi forlod hende, måske lidt mere støvet, men den slags kan jo relativt nemt ordnes. Der havde været et par dage med kraftig vind og både vor tyske og græske nabo havde flittigt tilset vore fortøjninger, men der havde ikke været noget at bemærke, hvilket vi jo var meget glade for.


I Pedi Bay kommer grønthandleren hver onsdag


14. – 23. juni


Ja, de første par dage går jo med at akklimaticere sig, inden vi kan komme i gang med de forskellige små jobs, såsom forlængelse af ankerkæden. Vi sætter igen de 30 meter på som vi cuttede af for 3 år siden. Vi har et par gange manglet de sidste meter, og der er generelt dybere at ankre her, sammenlignet med kysterne omkring Frankrig og Italien.

De rustne pletter på ”fruen” er vi også kommet i gang med, men varmen begrænser det til morgen- og aftenarbejde.

Vi har stor glæde af vore nye solpaneler, vi blev godt nok lidt overmodige, da vi anden dagen igen havde 100% på batterierne, så både opvaskemaskine og vandvarmer blev sat i gang, og det kunne de alligevel ikke klare. De højere temperature, med længere køletid til køleskabene gør at vi bruger 3-5% mere af batteribanken i døgnet. Det giver os cirka 10 dage uden start af motor, og da har vi også brug for vand  i tankene, går det hele næsten op i en højere enhed.


Grønthandeleren kommer hver onsdag i Pedi Bay


Torsdag er vi derfor sejlet ind til Symi for at tanke vand og strøm. Vi fik en plads inderst i havnen og inden længe fik vi fat i den semi-danske ”vandmand” (en græker der har boet i DK i 20 år) , som vi lovede, at så snart vi var færdige med vandet ville vi igen låse for hanen.


Huset her er forfaldent og mandeltræer vokser ud af vinduerne. Der er en del af sådanne huse i Symi


Så vidt vi ved har Symi ingen egen vandforsyning, men får sejlet alt vand ind, så derfor er man påpasselig, at man ikke bruger unødigt.

Admiralen blev hurtigt færdig med vaskeriet, og da vi mente det nok ville være varmere og mere støjende i Symi end i Pedi, smuttede vi igen til den kendte bugt, på vejen fik dog lige tanket diesel, så må se om det kan holde resten af denne sæson.

Vi er pt. inde i en ret blæsende periode, eller måske skal det være sådan hele sommeren nu må vi se. Vi havde håbet, at vor plads ved kajen stadig var fri når vi kom tilbage, men det var den selvfølgelig ikke, så nu ligger vi for anker, og det er da også fint, men man kører jo noget i de kraftigere vindstød.


Vi skulle have haft sendt et brev medens vi var i Symi, desværre var posthuset lukket da vi fandt det, så i dag fredag har vi bestemt os for at gå ind med brevet, og måske også gå tilbage igen, og sådan blev det. Dog med frokost på The Olive Tree Cafe en hyggelig lille cafe drevet af engelske kvinder, godt beliggende med udsigt over bugten ind til Symi havn.


Frokost på “The Olive Tree Cafe”


Og weekenden gik med lidt badning, slibning og grunding. Det vil sige, søndag aften gik vi på restaurant for at se en WM-kamp, det var en ganske ligegyldig en, men det gav lidt afveksling.

Fornøjelsen blev dog ganske kort - cirka en halv time - da en ung kvinde pludselig kom løbende og råbte efter ejerne af den danske båd La Bassine, da den drev.

Vi løb hen til gummibåden, som var uden motor, og roede som en gal, vi blev hurtigt dog indhentet af pigerne i den alarmerende gummibåd, og jeg kom over i den, for hurtigere at komme ud på båden, som allerede var drevet flere hundrede meter.

Om bord var to mand, som jeg ikke kunne kommunikere med. Det viste sig senere, at de var tyrkere fra en foranliggende motorbåd, de havde fået lukket hele vores kæde ud i håb om at den ville gribe fat i bunden igen.

Det hele blev lidt mere overskueligt da jeg fik startet motoren, så vi kunne manøvrere. Vi var så heldige at båden på sin drift ikke havde skadet nogen eller noget, man har lov til at være heldige en gang imellem.

Lidt senere var vi igen på vor ankerplads, og vore tyrkiske hjælpere tog tilbage til deres båd. Men vi var rystet, vi havde ligget tre døgn med ret kraftige vindstød, specielt søndag eftermiddag, og så slap ankeret pludselig. Det var uforståeligt for os, så jeg sad i cockpittet hele resten af natten og først hen på morgenstunden, da vinden løjede, gik jeg ned og fik et par timer på øjet.

Mandag skulle vi have handlet lidt, men Agatha mente ikke vi kunne forlade båden, egentlig mente jeg måske det samme, men vi havde jo gjort det så tit, og det kunne jo ikke være rigtigt, at et anker som er trukket til ikke kan holde.

Så vi tog ind for at handle, og i Symi mødte vi et tysk par som lørdag aften kom i deres gummibåd og spurgte om vi ville fejre midsommer med dem over en ouzo. Det var fantastisk hyggeligt, og de fortalte os, at der havde været et par charterbåde, som havde forsøgt at ankre tættere på kysten end os. De havde haft et anker oppe, og så blot smidt det igen uden yderligere varsel. Det var en fantastisk dejlig information at få, for nu troede vi igen på vort anker, og det er jo vigtigt på den måde vi lever.

Men at både driver sker jo hele tiden, natten til mandag drev en charterbåd pludselig forbi os, og vi måtte råbe vagt i gevær. Han var på restauranten lige indenfor, og nåede ud inden den gjorde skade, og fik lagt anker ud med en noget længere kæde.


24. juni


Så var det afgang fra Symi, vi havde bestemt os for at en kort tur til Tyrkiet, Bozuk Buku, en bugt vi havde sejlet forbi året før. Men det viste sig at være en fejl, det er en fin bugt med tre anlægssteder, plus masser af ankermuligheder. Vi valgte den første lige indenfor til venstre, og da vinden senere på dagen blæste ned gennem bugten, lå vi stadig fint i læ.

Vi spiste på deres lille restaurant, Alibabba, og betalte så ikke ”havnepenge” 


Alibabba restauranten ses i baggrunden


25. juni


Efter at have hentet et hjemmebagt helt varm brød tog vi af sted mod Rhodos, og det blev faktisk til sejlads for en gang skyld, så det var ren fornøjelse, indtil vi skulle ligge til i havnen, vinden var nemlig med og vi måtte prøve til fem gange inden det endelig lykkedes, at få styret ind uden at gøre skade på andre og os selv.

Nå, men så skulle der købes ind, vi undersøgte at leje en bil men man kunne kun leje for en hel dag til € 40, så skulle der jo virkelig spares meget ved at tage til Carefour og Lidl. Det endte med at vi tog en taxi frem og tilbage for 13 € og så var alle glade.


Stor motorbåd i Rhodos havn


26. juni


Igen kurs mod Tyrkiet, denne gang mod en bugt Kizil Kuyruk Koyu, som vi havde spottet sidste gang vi passerede den på vej mod Rhodos. Da man ankrede med line i land, endte det med at vi ankrede i den næste bugt, hvor vi bedre kunne svaje rundt, det er ofte noget af en udfordring at ankre med line i land når man kun er to ombord.

Det blev en dejlig eftermiddag med badning etc. Næste morgen var vandet så klart at vi kunne se bunden på 15 meters dybde, fantastisk.


27. juni


Kursen blev sat direkte mod Göcek for at indklarere, så vi var klar til at modtage den lille familie fra Håstrup. Men det skulle vise sig at være en øvelse med forhindringer, man kunne ikke checke ind i Göcek. Da reglerne samtidig var blevet strammet, skulle båden også være det sted man checker ind. Derfor tilbage til båden og så vandt vi lige en tur til Fetheyi, hvor vi mødte en assistent til firmaet vi havde talt med i Göcek. Efter en time i 41 grader var vi lovligt i Tyrkiet. Senere skulle det vise sig at denne lille øvelse kostede den nette sum af DKR 1.500 så det behøver vi måske ikke igen.


Frank ved barber


28. -29. juni


Ankomst for Sofie, Kenneth og lille Carla som skulle sejle for første gang. Hvor var hun , bevidst om hvad, der skete omkring hende.

Vi var gået ind i Skopea  Marina, et OK sted med pool og bar, et passende sted at starte ferie på. Vi tog en ekstra dag, for at de unge ligesom kunne ”falde til”.